mandag den 18. april 2011

Baby James

Min dejlige veninde fødte her til aften sit 4. barn, en vidunderlige lille dreng, der skal hedde James. Vi var ude og se ham, kun lidt over 2 timer gammel. Uha han er altså bare dejlig. Nu vidste vi jo at det blev en dreng, så på SAM i lørdags, gik jeg i gang med hans kort. Det kom der dette resultat ud af.







Nogle ark hvid karton, distresset med "Tumbled Glass", et ark turkisblåt Bazzill, en MS borderpunch, en lille hjertepunch, en Spellbinder, lidt hvidt organza bånd, en stork, 10 hvide brads, en baby fra Panduro og mit Sizzix "Hunky Dory" alfabet, så skulle der vist ikke mere til. Blev selv rigtig glad for resultatet og det blev forældrene også skulle jeg hilse at sige ;o)

Og så en stor tak til alle "tøserne" ved bordet i weekenden. Som altid blev det en uforglemmelig weekend og sørenme om ikke vi var 3 nye ved bordet, så nu fylder vi selv det hele, fantastisk. Dejligt at møde jer også. Og som altid blev det både til en masse snakken, shopping og så fik vi altså også lavet lidt ind imellem ;o) Super hyggelig weekend.

fredag den 15. april 2011

Så er nedtællingen igang

Kl. er nu 21:30 og om 23½ time skydes årets først SAM i gang i Roskilde Kongrescenter. Jeg glæder mig vildt meget til at se jer alle igen og rå-hygge i hele 2 dage.
Til jer scrap-interesserede der ikke har billet til weekenden, og som ikke ved hvad SAM er, så kan jeg kun opfordre jer til at kigge ind i løbet af lørdagen eller søndagen. Det er et inspirationsmekka uden lige ;o)
Vi ses - MEGET SNART.

mandag den 4. april 2011

Endelig fik jeg en tutorial på de skønne bogkort

Så lykkedes det endelig at få fat på en tutorial til de skønne skønne bogkort som jeg har set rundt omkring på de forskellige blogs. Det var Kristina fra Norge der var så sød at maile den til mig og aldrig så snart jeg fik den i indbakken, før jeg fik fat på papir og saks. Jeg fik lavet 2 stk. hvoraf et er til et sølvbryllup i morgen og det andet er til en kollegas bryllup i maj (så det kommer først på efter dagen).

Til dette kort har jeg brugt "Vårtecken" fra serien "Sagan om Våren" fra Piondesign, (de har altså det mest vidunderlige papir), samt noget almindelig råhvidt og brunt karton. Alle sider er distresset med Vintage Photo, tekstfelterne er lavet med Spellbinders og så er der sparsomt pyntet med lidt mulberry roser, sølvbrads og et par vielsesringe. Prøvede med vilje ikke at overlæsse kortet med pynt, da jeg synes at disse kort er så fantastisk dekorative i sig selv.

Som så mange andre af denne type kort, kan disse ikke kommes i en kuvert, så jeg lavede i stedet en æske af noget kraftigt perlemorskarton. Så er kortet også bedre beskyttet ;o)








Jeg valgte at punche en kant til selve "bogen" i stedet for at sætte rigtig blonde på, som jeg har set mange gøre. Men da målene ikke passer til MS punch around the corner, så valgte jeg at sætte et lille hjerte i hjørnerne. Synes selv jeg fik det til at passe helt fint.